Fodbold i TV

fodbold_i_tv1

Der bliver vist utroligt meget fodbold i TV. På en helt almindelig søndag i august bliver der vist ikke mindre end 20 direkte fodbold kampe på tv stationer vi danskere har adgang til. Udbuddet af fodbold er stort, og strækker sig over en lang række europæiske ligaer og næsten lige så mange forskellige tv stationer som har delt rettighederne på kryds og tværs.

Hos Livescore.dk finder du en komplet oversigt over sport i TV.

 

Stort udvalg af fodboldkampe i TV

På denne tilfældige søndag har vi én kamp fra den hollandske Æresdivision, som Kanal 9 viser. Eurosport viser to kampe fra den tyske Bundesliga, og en enkelt kamp fra den tyske 2. Bundesliga.

Så har vi 3 kampe fra den danske Superliga, som bliver vist på Kanal 8, TV3 Sport 1 og Tv3+, mens der også er en enkelt kamp fra Nordicbet ligaen som også bliver vist af TV3 Sport.
Vi har mulighed for at se 2 kampe fra den engelske Premier League, begge på TV3 Sport 2. TV3 Sport livestreamer 2 kampe fra den franske Ligue 1, og viser yderligere en på TV3 Sport 1 – altså hele 3 kampe fra den franske liga. TV2 Norge viser en enkelt kamp fra Tippeligaen, og Eurosport viser 2 kampe fra en U19 venskabsturnering.

Sidst men ikke mindst har vi hele 4 kampe fra den bedste spanske række, La Primera Division, og de er fordelt med 2 kampe på Kanal 9, en på Kanal 8 og en enkelt på 6eren.
Alt i alt, 20 fodboldkampe fra 10 forskellige ligaer, direkte i dit TV.

I løbet af ugen har vi på uger med europæisk fodbold typisk 5-6 kampe om dagen der bliver vist direkte, og lørdag ligner meget søndag med et væld af muligheder for at se fodbold.

 

Er der for meget fodbold i TV?

Det bliver vi nok aldrig helt enige med DR2 seerne om, men umiddelbart må svaret fra et kommercielt synspunkt være nej, da udbuddet bliver større og større, og konkurrencen kanalerne imellem bliver det samme.
6eren og TV3 Sport viser i denne sæson de samme Premier League kampe, samtidig, hver lørdag, og konkurrerer dermed om de samme seere – et tegn på at fodbold på TV er en god forretning som det er værd at satse på. 6eren viser hver lørdag 3 kampe, hvoraf de to vil være de samme kampe som også bliver vist på TV3 Sport, og der skal så konkurreres på god journalistik, bedste kommentatorer og bedste setup.

Det bliver spændende at følge hvem der vinder den kamp, men også om man som forventet vil se en stigning i kvaliteten af dækningen som konsekvens af den øgede konkurrence – og dermed også en stigning i de samlede seertal for kampene.

 

Hvem vinder kampen om seerne?

Der er ingen tvivl om at Viasat Sport med TV3 Sport 1+2 og TV3+ har et overtag på fodbolddækningen. De har i en nu lang årrække dækket den danske Superliga og de europæiske klubturneringer meget tæt, og med stor succes. De har et gennemtestet og veludviklet koncept med studie før og efter kampene, og nogle meget kompetente kommentatorer.

De har også et overvældende sæt rettigheder. På deres kanaler kan man i år se: Champions League, Europa League, Premier League, Superliga, Nordicbet Liga og den franske Ligue 1.
Canal 8 og 9 er også med på Superligaen, og har samtidig sikret sig rettighederne til den spanske Primera Division, og kan dermed uge efter uge byde på Messi og Ronaldos udfoldelser i det spanske. Det er også her man kan følge danskerkolonien i Ajax, da de har sikret sig rettighederne til en ugentlig kamp fra Æresdivisionen.

6eren har endnu engang satset hårdt på Premier League i fodbold, hvor de i direkte konkurrence med Viasat Sport skal se om de kan vinde de danske Premier League hjerter, og derudover har de også en ugentlig kamp fra den spanske Primera division.
Sidst, men ikke mindst, har vi Eurosport som har sikret sig rettighederne til Bundesligaen – lidt af et scoop for Eurosport som ellers oftest må nøjes med resterne fra de riges borde. Bundesligaen kan, og bør, blive en seermagnet af de helt store med den udvikling tysk fodbold er gået igennem de senere år, og der er helt sikkert folk i den danske del af Eurosport der krydser fingrer for at Dortmund investerer i Christian Eriksen.

 

Find undskyldningerne frem

Med det store udbud af fodbold i dansk TV vil der ikke være mange aftener i dette efterår hvor du ikke kan se live fodbold, så nu handler det altså bare om at finde på en liste af undskyldninger over for kæresten når du endnu engang må aflyse en aften med stearinlys og vild med dans, og få sat dine sofahold, så du er klar til at nyde al den fodbold der kommer ud i din stue.